Min tekst til Lones udstilling på Galleri Prag:

​

SKULPTURERNES OBJEKT

"To på" hedder udstillingen af Lone Høyer Hansens skulpturer.
 

To...hvad?...På hvad? Eller...hvem?
 

Til at begynde med, i nærværende korte præsentationstekst, to felter:
billedkunst og psykoanalyse, idet teksten er et psykoanalytisk indtryk af Lones
skulpturer.
 

Møderne mellem psykoanalyse og kunst har været mange og ikke altid lige vellykket, til dels p.gr.a. nogle psykoanalytikers til tider massive og fastlåsende tolkninger. Ikke desto mindre har psykoanalyse, qua dens beskæftigelse med det ubevidste, begær, drifter og sprog, noget at byde mennesket når det stiller sig selv spørgsmål om sit skæbne. Også når disse spørgsmål antager form af kunstværker. En minimal forudsætning er dog, at det huskes, at beskaffenheden af det psykoanalytiske ubevidste udelukker, at viden (og sandhed) kan udtrykkes helt og udelt. Det der kan gøres er at forsøge at sætte alle de implicerede parter - vidende og uvidende, subjekter og objekter - i arbejde omkring en viden, der som sagt aldrig helt lader sig vide. Selve udførslen af arbejdet kaster lys på de mønstre vi gentager og skaber forudsætninger for at omforme dem.

Hermed et forsøg.
 

Tallet to fører let en psykoanalytiker til spørgsmål om kønsidentitet. Hvad vil det sige at være en kvinde? En mand? Og hvilken specielle drejning får disse spørgsmål i en verden der står under en forvitret faderbilleds tegn, og endnu ikke ved hvordan den kan bruge den sammenkittede lavinemasse af billeder (for- og andre) den nu er viklet ind i? Men disse spørgsmål er for meget på psykoanalysens hovedsti til ikke at give en følelse af at være mindre end halv i en sådan forholden sig til objektet - skulptur. Vi må skrive videre på feltfod. Problemstillingen fortjener at blive forskudt og metaforiseret. "To" forestået som menneskep(å)r bliver derfor her udelukket.

Vi starter med et ødet rum. Der bliver hverken tale om mænd eller kvinder (kun i det omfang, at en benægtelse har sine rødder i en bekræftelse), men snarere om to elementer, to funktioner, eller to objekter. En skabeLone serie à to, à to hvadsomhelst: to mure, der giver murmur, en skulle og en turde, der giver skulptur, eller blot to sko, trøjer eller handsker at tage på...og gå med. Under alle omstændigheder, to ting at arbejde med, bruge, forene og/eller adskille. Karse og bananer, for eksempel. Hovsa! "Jeg" vil sige noget andet, men "det" kommer til skade at sige det samme.

Skulpturernes former er slanke. Nogle dyrker det umiddelbare sensuelle, hvilket andre modulerer med deres krafter: en slidset, bevinget, smallivet rhombe bruger en regnbue som repos før dens næste anstrengelse. La victoire. Den ene er forbundet med den anden. Mens øjeblikket varer, dvs. mens udstillingen varer, er alt samlet. Lone har sat orden i kaos, foreslået noget at t(r)o på, eller i det mindste at hvile i. Ingen vigende fæste her. Soklerne er på plads. Iagtagerens eventuelle latente eller manifeste nutidige forestillinger om tidligere at være gået for lud og koldt vand, eller om indædte diskussioner i den store hvide telefon, må fortone sig i skulpturernes interaktionsnet.

Man kunne tro at livet er faldet i hak. Men ak, nej. Det vender højst den rigtige
vej.
 

For øvrigt foresvæver det mig, at den bevinget rhombe allerede rører på sig. Om lidt letter den, og så bliver to til én, hvor én går tabt, for senere, med andet eller andre, andre steder, igen at blive til to. To minus én er lig et tab, ekko af andre tab fra tider vi siden ikke har brudt os om at menes, selvom vi ikke kan være dem foruden, da de indholder elementer af det, der for enhver danner en uudtømmelig kilde til nydelse, nemlig traumer.
 

Selvfølgelig er der én her endnu, der kan vidne om din historie.
 

Når du om lidt er færdig med at lytte til de ord du nu ser på, og vender dit blik
mod skulpturerne skabt af Lone, må du en stund glemme, at skulpturernes indbyrdes sammenhænge er formgivet af et fraværende objekt. Denne tomme plads kan enhver indtag, omend for de flestes vedkommende kun delvist og flygtigt: pladsen som skulpturernes objekt.

​

JC Delay